El-bil producenten Tesla vil fyre 3500 medarbejdere med henblik på at få færre omkostninger. Det svarer til omkring ni procent af de ansatte. Teslas ejer Elon Musk skriver i et brev til de ansatte, at der er behov for at reducere antallet af medarbejdere med omkring ni procent for at få en mere simpel organisation og for at gøre virksomheden mere profitabel.
Biler med tekniske problemer og uheld
Fyringerne kommer i kølvandet på, at Tesla gennem længere tid har haft problemer med sine el-biler. Flere af bilerne, som er delvis selvkørende, har været involveret i uheld. Produktionen af den nye model Tesla 3 har også været problematisk. Hundredtusindvis af kunder har dog allerede forudbestilt en Tesla 3 model, og Tesla har lovet, at fyringen af de mange ansatte ikke kommer til at påvirke produktionen.
Tesla skal være mere profitabel
Det er afgørende, at Tesla løbende kan rejse kapital blandt investorerne, fordi virksomheden stadig ikke giver overskud. I 2017 tabte virksomheden 1961 millioner dollars, og i 2016 og 2015 tabte virksomheden henholdsvis 675 og 889 millioner dollars. I maj måned nægtede Elon Musk at svare på spørgsmål fra analytikere om, hvorvidt Tesla har brug for at få tilført mere kapital.